Psykoterapeutforeningens anbefalinger med hensyn til fortolkning af kvalitetskriterier for psykoterapeutuddannelsen

Dispensationsregler

Udgangspunktet er at så mange som muligt skal kunne komme ind på uddannelse uden at diskvalificere uddannelsens niveau/indhold.

Ansøgere kan optages på dispensation ud fra en helhedsvurdering af den enkeltes kvalifikationer. Helhedsvurderingen sker med udgangspunkt i en gennemgang af ansøgerens forudsætninger på følgende områder: 1) alder, 2) modenhed, 3) erhvervserfaring, 4) uddannelse, 5) anden erfaring.

Dispensation gives til kandidater ud fra en vurdering af i hvilken udstrækning ansøgeren opfylder kravene på mindst 3 af de opstillede områder. I vurderingen indgår en personlig samtale.

1) Alder.
Ansøgeren er 30 år når uddannelsen påbegyndes.

2) Modenhed.
Ansøgeren har gennem livserfaring udviklet en modenhed, der kvalificerer til optagelse på studiet. Med udgangspunkt i dialog afgør uddannelsesstedet om ansøgeren har en veludviklet refleksion omkring egen livserfaring.

3) Erhvervserfaring
Arbejde med andre mennesker i mindst 5 år indenfor f. eks
ledelse, herunder også Human Ressource, konsulentvirksomhed,
registreret alternativ behandling eller lgn.

4) Uddannelse
Ansøgeren har en lang eller mellemlang uddannelse og kan dokumentere et vist kendskab til relevante psykologiske og terapeutiske teorier

Dokumentation for kendskab til relevante psykologiske og terapeutiske teorier opnås f.eks. gennem:
Tidligere terapeutiske uddannelser
For-kursus på uddannelsesstedet af mindst 3 dages varighed
Kurser ved universitet eller højere læreranstalt af pædagogisk og/eller psykologisk indhold
Voksen pædagogisk grundkursus
Kursus på folkeuniversitetet eller i forbindelse med højskoleophold af pædagogisk eller psykologisk indhold.
HF i psykologi

5) Anden erfaring
F. eks. U-landsophold eller ophold i udlandet af længere varighed, arbejde som plejefamilie, frivilligt socialt arbejde, ordinært højskoleophold, egen terapi og/eller supervision i arbejdsmæssige sammenhænge af rimeligt omfang.

----------------------------------

Uddannelsesstederne kan endvidere optage andre der ikke opfylder de formelle krav til optagelse svarende til max. 20 % af de studerende på hvert hold.


Merit
Merit i metodefag kan ske på tværs af uddannelser indenfor samme terapeutiske retning.
Merit på teoretiske fag kan ske i den udstrækning undervisningen ikke gennemføres som en integreret del af metode undervisningen.

Der kan kun ske merit fra uddannelser, som Danmarks Evalueringsinstitut eller tilsvarende har fundet opfylder kvalitetskravene til psykoterapeutuddannelser vedr. uddannelsernes indhold.


Undervisernes kvalifikationer mv.
Undervisere med baggrund som psykolog skal - i lighed med andre metodelærere - have en psykoterapeutisk uddannelse af 4 års varighed og praksiserfaring , af samme omfang som andre lærere. Herved opfylder de kravet om at være specialiserede.

Ved anden relevant uddannelse forstås en uddannelse som f. eks. Læge, men også mellemlange uddannelser med en overbygning, som har medført specialkompetence indenfor det fag der undervises i, f. eks. en skuespiller, der har specialiseret sig inden for krop og stemme, en lærer der har en uddannelse som sexolog, en præst eller filosof der underviser i etik etc..

Underviserens formidlingsmæssige kompetence kan opnås gennem formel uddannelse eller erfaring. Undervisere uden uddannelse eller erfaring på det formidlingsmæssige område skal indledningsvis superviseres. Evalueringer fra de studerende danner grundlag for den endelige vurdering. Det centrale er i denne forbindelse af evalueringen er sat i system og kan dokumenteres.

Alle undervisere anses at have en tættere tilknytning til uddannelsesstedet, hvis de kommer mindst en gang i et uddannelsesforløb og har en løbende aftale med uddannelsesstedet om undervisning. Det betyder at uddannelsesstedet er forpligtiget til at kunne redegøre for hvordan den enkelte holder sine kvalifikationer som underviser opdaterede. Rent praktisk kan det f. eks foregå via egne kurser for underviserne, dialog med fagmiljøer, supervision fra mere erfarne undervisere.

Uddannelsesstederne skal herudover kunne dokumentere hvordan de holder sig i løbende dialog med og får feedback fra relevante fagmiljøer f. eks. Andre psykoterapeutiske uddannelsesinstitutioner i ind og udland, andre relevante institutter ved universiteter og læreranstalter, professionelle foreninger mv.


Uddannelsesplanlægning
For at lektionerne kan indgå i uddannelsen skal en underviser være til stede.
En lektion svarer til 45 minutters undervisning.


Evaluering og eksamener
Måling af de studerendes terapeutiske kompetencer og selvudvikling skal foregå løbende og kan ikke erstattes af eksamener. Det er vigtigt at der er udviklet en systematik der sikrer, at begge foregår løbende - uafhængigt af eksamenssituationen.


Foreningens initiativer, i øvrigt


Censorkorps
PTF påtager sig at nedsætte et censorkorps, som institutter kan benytte ved afholdelse af eksaminer. Vi forestiller os, at der lønnes en censorformand og at censorkorpset opdeles efter psykoterapeutiske retninger. Foreningen udsender snarest et brev til alle institutter med henblik på at afdække, hvem der ønsker at indgå i censorkorpset.

Foreningen udarbejder krav til censorer samt etiske regler for udøvelse af censorhvervet.

For at blive optaget i censorkorpset for en psykoterapeutisk retning skal man have mindst 5 års erfaring med udøvelse af terapi indenfor retningen. Desuden skal man have 5 års erfaring som underviser, supervisor og/eller censor/eksaminator i forbindelse med terapeutisk arbejde.

Man kan ikke fungere som censor for studerende man selv har undervist, har haft i terapi, træningsgruppe eller supervision.

Censorkorpset har tavshedspligt både i forhold til indholdet i den terapi de får kendskab til gennem censoratet og i forhold til omstændigheder omkring institutterne.

Der udarbejdes vejledende takster for censorer

Kommentering af evalueringsrapporter på nettet
PTF arbejder for, at alle uddannelsessteder får mulighed for at kommentere deres rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut på nettet. - evt. alene ved at der oprettes link til de enkelte institutters egen hjemmeside.

PF planægger at evaluere medlemmernes nuværende 4-årige uddannelsestilbud.


Kurser på tværs af uddannelsesinstitutioner
PF vil undersøge mulighederne for at tilbyde kurser på tværs af uddannelsesinstitutionerne i det omfang det er svært for det enkelte uddannelsessted at skaffe kvalificerede lærerkræfter i det pågældende fagområde.
Evidensbaseret psykoterapimetode og teori om psykoterapibegrebets historiske udvikling kunne være sådanne emner. Mulige kurser vil blive afholdt en gang om året i København og Århus.

Enkesædet - Skaverupvej 16 - 4572 Nr. Asmindrup | Tordenskjolds Gaard - Strandgade 6 - 1401 København K
Tlf.: 59 18 62 90 | E-mail : mail@dipsu.dk | Psykoterapeuterne er Medlemmer af Psykoterapeut Foreningen - MPF