Dansk Institut for Psykoterapi

Fænomenologi

Fænomenologien opstod omkring år 1900 som en reaktion på dels positivismens videnskabssyn, dels tidens populærfilosofiske og metafysiske strømninger. Den stræbte efter at gøre filosofien videnskabelig og samtidig lade den bevare sin selvstændighed i forhold til fagvidenskaberne.

Fænomenologien er en erfaringsfilosofi; dens slagord "til sagen selv" udtrykker et krav om, at man skal undersøge måden, hvorpå noget viser sig, før det indordnes i et begrebsligt system.

I sit udgangspunkt er fænomenologien hverken idealistisk eller realistisk; den beskriver fænomenerne uden at tage stilling til, om de eksisterer uafhængigt af bevidstheden.

Fænomenologiske analyser er blevet anvendt inden for eksistensfilosofien (Heidegger, Sartre), i (Gestalt)psykologi, sociologi, litteraturteori, religionsvidenskab mv. Oplevelser, her og nu.

Fænomenologisk psykolog lægger vægt på at beskrive de psykologiske fænomener omfattende og nøjagtigt og derigennem forstå deres mening, også deres umiddelbart skjulte mening, snarere end at frembringe modeller for og teorier om deres årsager og oprindelse.

Retningen forsøger at finde frem til det, der med nødvendighed karakteriserer de psykiske fænomener og dermed udgør deres væsen, hvad enten det drejer sig om perceptioner, tanker, følelser, handlinger, værdier etc.

Fænomenologisk psykologi undersøger således menneskets oplevelsesverden og prøver tillige at forstå alle mentale fænomener som præget af individets personlighed. Der lægges afstand til naturvidenskabelige rammer for en videnskabelig psykologi til fordel for en mere tolkende eller hermeneutisk orientering.